Lovgivningssager kort fortalt

Klar fordeling af ansvaret

Den nye forordning præciserer ansvarskriterierne og reglerne for at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning. Blandt de vigtigste ændringer kan nævnes: 

• kortere frister for alle procedurer (f.eks. indgivelse af en anmodning om tilbagetagelse senest to uger efter modtagelsen af et hit i Eurodac i stedet for to måneder), hvilket bidrager til en hurtigere og mere effektiv procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig
• indførelse af en forpligtelse til at ansøge om beskyttelse i den første indrejsemedlemsstat og forblive der, indtil det er fastslået, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Manglende overholdelse af denne forpligtelse vil have store konsekvenser, f.eks. at kun basale behov bliver dækket, snarere end at de fulde modtagelsesforhold tilbydes
• at "tilbagetagelsesproceduren" for tilbagesendelse af en person fra én medlemsstat til en anden gøres mere effektiv, navnlig ved at indføre kortere frister og ved ikke at flytte ansvaret, hvis meddelelsen om tilbagetagelse ikke sendes rettidigt
• styrkelse af familiekriterierne, bl.a. ved at:
  • omfatte familier, der er dannet, mens de pågældende personer har været i transit, inden de ankommer til EU
  • indføre muligheden for at fastslå, at ansvaret ligger hos den medlemsstat, hvor et familiemedlem til ansøgeren har lovligt ophold med en opholdstilladelse for fastboende udlændinge, der er udstedt i henhold til EU-reglerne
  • indføre en forpligtelse til altid at prioritere familierelaterede sager
• at sikre gratis juridisk rådgivning til alle ansøgere.

Obligatorisk, men fleksibel solidaritet

Den nye forordning indfører en permanent, obligatorisk og behovsbaseret solidaritetsmekanisme, der erstatter de nuværende frivillige ad hoc-løsninger. Denne nye mekanisme vil fungere som følger:

1. Hvert år senest den 15. oktober vedtager Kommissionen:

• en årlig rapport med en vurdering af migrationssituationen i hele EU og i alle EU's medlemsstater
• en gennemførelsesafgørelse, der fastslår, om en bestemt medlemsstat er i) udsat for migrationspres eller ii) er i risiko for migrationspres i det kommende år eller iii) står over for en betydelig migrationssituation (en mindre alvorlig situation end migrationspres, hvor der tages hensyn til den kumulative virkning af det nuværende og det tidligere årlige antal asylansøgere)
• et forslag til Rådets gennemførelsesretsakt med det antal omfordelinger og finansielle solidaritetsbidrag, der er nødvendige for det kommende år.

2. På grundlag heraf vil Rådet inden årets udgang vedtage en gennemførelsesretsakt om oprettelse af solidaritetspuljen, som skal indeholde de specifikke tilsagn, som hver medlemsstat har givet for hver type solidaritetsbidrag. Selv om det er obligatorisk for medlemsstaterne at bidrage til solidaritet, kan de vælge, med hvilken eller hvilke typer solidaritetsforanstaltning(er) de ønsker at bidrage til solidaritetspuljen:

• omfordeling af ansøgere om international beskyttelse eller, hvis den bidragende og den solidaritetsmodtagende medlemsstat er enige herom, af personer med international beskyttelse
• finansielle bidrag:
  • til foranstaltninger i EU's medlemsstater
  • til foranstaltninger i eller med forbindelse til tredjelande
• alternative solidaritetsbidrag (dvs. personale og naturalier).

EU-lande, der oplever migration i betydeligt omfangkan anmode om fradrag i deres solidaritetsbidrag. I stedet for omfordeling kan medlemslande, der er berørt af sekundære bevægelser, hvis visse betingelser er opfyldt, i stedet vælge at overtage ansvaret for at behandle ansøgningen fra en ansøger, der allerede befinder sig på deres område, hvilket vil blive betragtet som en form for solidaritet kaldet "ansvarskompensation". Ansvarskompensationer bliver obligatoriske, hvis tilsagnene om omfordeling er utilstrækkelige.

Hele processen vil blive overvåget og støttet af en EU-solidaritetskoordinator i Kommissionen.

De nye ansvarsregler etablerer et mere effektivt system til at: 

• reducere sekundære bevægelser 
• udelukke muligheden for at overføre en person, der udgør en sikkerhedsrisiko, mellem medlemsstaterne 
• sikre, at ansøgernes handlinger ikke fører til, at ansvaret flyttes mellem medlemsstaterne. 

De nye solidaritetsregler vil på den anden side etablere et obligatorisk system, der er både forudsigeligt og fleksibelt, for at sikre, at medlemsstaterne ikke vil stå alene, når de står over for et migrationspres. 

De nye regler vil: 

• forbedre forudsigeligheden af ansvarssystemet og de dermed forbundne rettigheder for ansøgerne og øge deres forståelse ved hjælp af gratis juridisk rådgivning 
• sikre, at familiesager prioriteres, således at familier samles så tidligt som muligt i asylproceduren 
• sikre hurtigere og mere effektive procedurer for alle ansøgere. 

• Enklere og klarere procedurer med rimelige frister for ansøgeres tiltrædelse af proceduren og for afslutning af behandlingen af ansøgninger.
• Strengere regler for at forhindre misbrug af systemet og sekundære bevægelser, dvs. pligt til at ansøge i det første indrejseland. Hvis en ansøger, hvis ansøgning der er truffet afgørelse om i én medlemsstat, forsvinder og ansøger i en anden medlemsstat, skal den pågældende medlemsstat betragte ansøgningen som en fornyet ansøgning.
• Processuelle garantier, der sikrer ansøgernes rettigheder, dvs. gratis juridisk rådgivning i procedurens administrative fase, f.eks. vejledning om procedurens administrative fase, herunder information om rettigheder og forpligtelser, og bistand til indgivelse af en ansøgning, samt information om, hvordan en afgørelse om afslag kan påklages, og om gratis juridisk bistand og repræsentation i klagesagen efter anmodning fra ansøgeren.
• Større opmærksomhed på sårbare personer med særlige behov.
• En obligatorisk liste over grunde til, at behandlingen af en ansøgning skal fremskyndes.
• Klarere regler for anvendelse af afvisningsgrunde og for anvendelse af begreberne sikkert tredjeland og første asylland.
• Tættere forbindelser mellem asyl- og tilbagesendelsesproceduren, der sikrer, at en negativ asylafgørelse træffes sammen med en afgørelse om tilbagesendelse, og at klager over begge afgørelser behandles inden for de samme tidsfrister.
• Indførelse af en obligatorisk grænseprocedure for asyl i alle medlemsstater med en varighed på 12 uger i tre tilfælde, nemlig når:
  • ansøgeren forsætligt har vildledt myndighederne eller forsætligt har ødelagt eller bortskaffet et identitets- eller rejsedokument
  • ansøgeren udgør en fare for den nationale sikkerhed eller den offentlige orden eller
  • ansøgeren er statsborger i et tredjeland, for hvilket andelen af afgørelser om tildeling af international beskyttelse er 20 % eller derunder.
• Hvis en ansøgning afvises i forbindelse med grænseproceduren for asyl, overføres tredjelandsstatsborgeren til grænseproceduren for tilbagesendelse med en varighed på højst 12 uger med henblik på hurtig tilbagesendelse af personer, der ikke har ret til at opholde sig i EU.
• Den praktiske anvendelse af grænseproceduren er betinget af, at medlemsstaterne har tilstrækkelig kapacitet til at behandle asylansøgninger og tilbagesendelser, dvs. at de har tilstrækkelig infrastruktur og uddannet personale til at behandle et givet antal ansøgere. Den tilstrækkelige kapacitet på EU-plan fastsættes til 30 000, og på medlemsstatsniveau vil Kommissionen hvert tredje år ved hjælp af en gennemførelsesretsakt fastsætte denne kapacitet.

• Det vil forebygge misbrug ved at fastsætte klare forpligtelser for asylansøgere til at samarbejde med myndighederne under hele proceduren og ved at indføre strenge konsekvenser for overtrædelse af disse forpligtelser. 
• Der indføres en obligatorisk grænseprocedure for asyl i alle medlemsstater med en varighed på 12 uger for at afgøre, om ansøgninger er grundløse eller uantagelige. Mens ansøgningen behandles, har ansøgere lov til at opholde sig ved en medlemsstats grænse, men de må ikke rejse ind på den pågældende medlemsstats område. Det er obligatorisk at anvende grænseproceduren, hvis en ansøgning afvises i forbindelse med grænseproceduren for asyl. Tredjelandsstatsborgeren overføres til grænseproceduren for tilbagesendelse med en varighed på højst 12 uger med henblik på hurtig tilbagesendelse af personer, der ikke har ret til at opholde sig i EU.
• Medlemsstaterne kan anvende begrebet sikkert tredjeland og få større klarhed over kriterierne herfor, dvs. på betingelse af, at der findes en "tilstrækkelig forbindelse" mellem ansøgeren og det pågældende tredjeland. I den forbindelse vil medlemsstaterne kunne benytte sig af både EU's lister og nationale lister. Det vil også være muligt for medlemsstaterne at anvende dette begreb individuelt, dvs. at betragte et tredjeland, der ikke er opført på EU's liste eller den nationale liste, som værende i overensstemmelse med kriterierne for at være et sikkert tredjeland i forhold til en bestemt ansøger. 

Fra det tidspunkt, hvor ansøgningen indgives, betragtes en tredjelandsstatsborger eller statsløs som ansøger om international beskyttelse, og vedkommende har ret til at forblive i den ansvarlige medlemsstat (ved grænsen, hvis den er omfattet af grænseproceduren, eller på medlemsstatens område, hvis der anvendes en fremskyndet/almindelig procedure), indtil der er truffet afgørelse.  

Ansøgere vil være beskyttet i overensstemmelse med folkeretten og EU's charter om grundlæggende rettigheder og under fuld overholdelse af non-refoulement-princippet.   

Stærke garantier for mindreårige, herunder uledsagede mindreårige, som følger: 

• Barnets tarv er et vejledende princip, der skal tages i betragtning i alle faser af proceduren. Der skal foretages en vurdering af barnets tarv i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i direktivet om modtagelsesforhold. 
• Det er muligt for en mindreårig på en passende måde at få en personlig samtale (uanset om ansøgningen opfylder betingelserne for at blive behandlet og/eller uanset ansøgningens realitet), hvis det er i vedkommendes tarv. 
• Uledsagede mindreårige bistås og repræsenteres af en midlertidig repræsentant, som hjælper med registrering, indkvartering, optagelse af fingeraftryk og alle nødvendige proceduremæssige skridt.  
• Repræsentanten skal udpeges senest 15 arbejdsdage efter ansøgningens indgivelse. 
• Antallet af uledsagede mindreårige pr. repræsentant må højst være 30 og højst 50 i tilfælde af et uforholdsmæssigt stort antal ansøgninger fra uledsagede mindreårige. 
• Aldersvurdering: tværfaglig vurdering, herunder en psykosocial vurdering. Lægeundersøgelse til dette formål må kun anvendes som en sidste udvej. 

Ansøgere har ret til en personlig samtale og til at rådføre sig med en juridisk rådgiver eller anden rådgiver i alle faser af proceduren. Ansøgere har ret til at påklage en negativ asylafgørelse og en afgørelse om tilbagesendelse, der træffes samtidig. Klager over følgende typer afgørelser har ikke automatisk opsættende virkning (ingen automatisk opholdsret): 

• negativ afgørelse om sagens realitet truffet efter en fremskyndet procedure eller grænseprocedure (undtagen hvis ansøgeren er en uledsaget mindreårig)  
• afgørelse om afvisning (medmindre afvisningsgrunden er princippet om sikkert tredjeland)
• afgørelse om afvisning af en ansøgning, der anses for at være stiltiende trukket tilbage  
• afgørelse om fratagelse af international beskyttelse, hvis den træffes af en af følgende grunde: udelukkelsesgrunde (flygtninge), fare for sikkerheden (flygtninge), domfældelse for en særlig grov forbrydelse og udgør en fare for samfundet (flygtninge), udelukkelsesgrunde (personer med subsidiær beskyttelsesstatus). 

I sådanne tilfælde kan den pågældende anmode om opholdsret (fristen for indgivelse af en sådan anmodning er på mindst fem dage), eller retten kan på eget initiativ træffe afgørelse om dette spørgsmål. Den pågældende har lov til at forblive, indtil fristen for indgivelse af en sådan anmodning udløber, eller, hvis den pågældende har indgivet en sådan anmodning, indtil retten har truffet afgørelse herom. 

Udpegelse af et land som sikkert tredjeland på EU-plan

Selv om forordningen indeholder de nødvendige bestemmelser om de kriterier, som et tredjeland skal opfylde for at blive betragtet som sikkert, og reglerne for oprettelse og ændring af en EU-liste over sikre tredjelande, er der ikke knyttet en sådan liste til forordningen. Listen kan blive vedtaget på et senere tidspunkt ved en ændring af forordningen. Medlemsstaterne kan fortsat føre deres nationale lister sideløbende hermed, selv efter vedtagelsen af EU-listen. 

De kriterier, som et tredjeland skal opfylde for at blive udpeget som et sikkert tredjeland, omfatter: at en persons liv og frihed ikke er truet på grund af race, religion, nationalitet osv., at der ikke er risiko for alvorlig overlast, princippet om non-refoulement, og at der er mulighed for at anmode om og, hvis betingelserne herfor er opfyldt, modtage effektiv beskyttelse.  

De vigtigste forskelle mellem begrebet sikkert tredjeland og begrebet sikkert oprindelsesland er, at sikkert tredjeland henviser til et land, der kan betragtes som sikkert for en ansøger, der ikke er statsborger i det pågældende tredjeland, mens sikkert oprindelsesland henviser til et land, der betragtes som sikkert for dets statsborgere (eller et tidligere sædvanligt opholdssted, hvis der er tale om statsløse ansøgere).  

Denne forordning indeholder bestemmelser om øget solidaritet og giver mulighed for undtagelser under ekstraordinære omstændigheder og i det kortest mulige tidsrum. 

 Om styrkelse af solidariteten: 

• De styrkede solidaritets- og støtteforanstaltninger kan tage form af omfordelinger, finansielle bidrag, alternative solidaritetsforanstaltninger (såsom personalestøtte eller støtte i naturalier) eller en kombination af disse foranstaltninger. 
• Når disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, vil såkaldte "ansvarskompensationer" træde i kraft. Det betyder, at den bidragydende medlemsstat overtager ansvaret for ansøgere, der allerede befinder sig på dens område, og som den medlemsstat, der står over for en krisesituation, normalt ville være ansvarlig for.  
• I modsætning til forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring skal alle omfordelinger (personsolidaritet) i krisesituationer dækkes af bidragydende medlemsstater op til 100 % af de omfordelingsbehov, der er identificeret i solidaritetsresponsplanen.  
• I en krisesituation kan bidragydende medlemsstater derfor være nødt til at påtage sig ansvaret for at behandle ansøgninger om international beskyttelse ud over deres rimelige andel. I så fald vil disse medlemsstater kunne trække denne ekstra del fra deres solidaritetsbidrag i fremtiden.  

Om undtagelser: 

Medlemsstater, der står over for en krisesituation, herunder instrumentalisering, eller som står over for force majeure, kan fravige visse regler i gældende EU-ret på asylområdet, herunder:  

• forlængelse af frister for registrering af ansøgninger om international beskyttelse til fire uger fra det tidspunkt, hvor de indgives, og en længerevarende grænseprocedure (forlængelse fra 12 uger til højst 18 uger)  
• forlængede frister for fastsættelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig (kun i tilfælde af krise, massetilstrømning og force majeure). Det betyder f.eks. at fristen for indgivelse af en anmodning om overtagelse forlænges fra en eller to måneder til fire måneder fra datoen for registreringen af ansøgningen     
• undtagelser fra anvendelsen af grænseproceduren og udvidelse af anvendelsesområdet for grænseproceduren, afhængigt af situationen.  

Medlemsstaterne har beføjelse til at reagere på krisesituationer, instrumentalisering og force majeure og gøre deres migrations- og asylsystemer mere modstandsdygtige ved at: 

• styrke solidaritetsrammen ved at sikre, at alle solidaritetsbehov i den eller de berørte medlemsstater dækkes 
• fastsætte en række undtagelser fra de normale regler afhængigt af situationen.  

De nye regler bevarer retten til adgang til asylproceduren og sikrer overholdelse af de grundlæggende rettigheder, herunder gennem garantier for, at foranstaltningerne vil blive vurderet af Kommissionen, godkendt af Rådet og kun anvendt under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende så længe og i det omfang, det er nødvendigt. Kommissionen vil være særlig opmærksom på overholdelse af de grundlæggende rettigheder og humanitære standarder, foranstaltningernes nødvendighed og proportionalitet samt på, om situationen varer ved. 

Ansøgninger fra sårbare grupper såsom uledsagede mindreårige, gravide kvinder og familier med små børn vil blive prioriteret. I en situation med instrumentalisering, hvor grænseproceduren kan anvendes på alle ansøgere, vil mindreårige under 12 år, familiemedlemmer og personer med særlige proceduremæssige eller særlige modtagelsesbehov enten blive udelukket fra grænseproceduren fra begyndelsen, eller også — hvis en procedure allerede er indledt — bør denne procedure ophøre med at finde anvendelse på dem, så snart det ved en individuel vurdering konkluderes, at deres ansøgninger sandsynligvis er velbegrundede.  

• I fremtiden vil Eurodac gøre det muligt at tælle ikke blot ansøgninger, men også ansøgere. Typen af registrerede oplysninger vil blive udvidet (ikke kun fingeraftryk, men også ansigtsbillede, identitetsoplysninger og kopier af identitets-/rejsedokumenter). 
• Opbevaringsperioden for visse typer data vil blive forlænget til fem år, mens opbevaringsperioden for ansøgernes data vil forblive ti år.  Databasen vil indeholde oplysninger om personer, der sættes i land efter eftersøgnings- og redningsoperationer, pågribes efter ulovlig passage af den ydre grænse eller konstateres at opholde sig ulovligt på en medlemsstats område samt oplysninger om genbosatte personer og personer, der nyder midlertidig beskyttelse. 

Om øgede sikkerhedsgarantier:  

• Systemet vil nu også omfatte data fra børn på seks år og derover, så myndighederne kan identificere børn, hvis de bliver adskilt fra deres familier, og beskytte sårbare børn mod at ende i menneskehandel og udnyttelse. 
• Systemet vil også skabe mulighed for at markere en person, der rejser ind i EU, som en trussel mod den indre sikkerhed med forbehold af stærke databeskyttelsesgarantier.

De nye regler vil bidrage til at lette identifikationen af personer, holde styr på dobbeltansøgninger og øge medlemsstaternes muligheder for at forhindre sekundære bevægelser (ulovlige bevægelser af ansøgere om international beskyttelse fra modtagermedlemsstaten til en anden medlemsstat) og anvende de relevante procedureregler, når der konstateres sikkerhedsudfordringer.  

Personer med behov for beskyttelse vil nyde godt af hurtigere asyl- og genbosætningsprocedurer. Desuden vil sårbare kategorier, herunder uledsagede mindreårige, drage fordel af at blive identificeret og dermed mindske risikoen for at blive udnyttet eller udsat for menneskehandel. 

Forordningen lukker et hul i den eksisterende ramme ved at sikre: 

• ensartet sundheds-, identitets- og sikkerhedskontrol af migranter, der ulovligt passerer EU's ydre grænser
• at screeningen skal afsluttes inden for en begrænset tidsramme, nemlig syv dage til screening ved de ydre grænser og tre dage til screening af personer, der pågribes på EU's område   
• hurtig kanalisering til de rette procedurer (grænseproceduren for asyl, almindelige asyl- eller tilbagesendelsesgrænseprocedurer) 
• uafhængig overvågning af overholdelsen af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med screening og grænseprocedurer.

De nye regler vil spille en central rolle med hensyn til: 

• at sikre de ydre grænser og forbedre forvaltningen af irregulære indrejser på EU-plan 
• en harmoniseret forpligtelse for alle medlemsstater til at identificere og screene irregulære migranter og dermed erstatte den nuværende divergerende nationale praksis 
• at sikre, at første indrejsemedlemsstat foretager den nødvendige kontrol 
• at styrke sikkerheden i Schengenområdet ved at sikre, at irregulære migranter og asylansøgere, der udgør en trussel mod EU's indre sikkerhed, vil blive identificeret 
• at håndtere risici for folkesundheden gennem grundige kontroller.

Irregulære migranter og asylansøgere vil drage fordel af screeningforordningen på følgende måder: 

• De obligatoriske sundheds- og sårbarhedstjek vil sikre, at personer, der har behov for øjeblikkelig pleje, samt mindreårige og sårbare personer identificeres på et tidligt tidspunkt, at de hurtigst muligt vil drage fordel af de regler, der beskytter dem, og at de modtager den nødvendige støtte. 
• Screeningen vil bidrage til at gøre procedurerne hurtigere og mere effektive. 
• Den nye uafhængige overvågningsmekanisme vil øge gennemsigtigheden og ansvarligheden under screeningen og samtidig fremme respekten for de grundlæggende rettigheder.   

Kvalifikationsforordningen vil styrke og harmonisere kriterierne for tildeling af international beskyttelse og de rettigheder, der er knyttet hertil, ved at: 

fremme større konvergens mellem asylpraksis og -afgørelser ved at: 

• kræve, at EU-landene vurderer, om der findes et internt flugtalternativ (sikkert område i oprindelseslandet), og ikke tildeler flygtningestatus i et sådant tilfælde 
• kræve, at EU-landene fratager en person international beskyttelsesstatus, når der ikke længere er behov for det/hvis personen udgør en fare for samfundet eller sikkerheden 
• kræve, at EU-landene skal tage hensyn til EU's Asylagenturs opdaterede vejledning om oprindelseslande, når de vurderer og gennemgår ansøgninger 

præcisere støttemodtagernes rettigheder og forpligtelser ved at: 

• give støttemodtagerne harmoniserede oplysninger
• kræve udstedelse af opholdstilladelser inden for 90 dage i et harmoniseret format   
• give medlemsstaterne mulighed for at gøre adgangen til social bistand betinget af støttemodtagerens effektive deltagelse i integrationsforanstaltninger 
• styrke uledsagede mindreåriges rettigheder med hensyn til formidling af oplysninger på en børnevenlig måde og i forhold til kravene til værger 
• præcisere, at nationale humanitære statusser er tilladt, forudsat at de kun tildeles personer, der ikke er omfattet af kvalifikationsforordningens anvendelsesområde. 

De nye regler vil: 

• modvirke sekundære bevægelser blandt støttemodtagerne 
• sikre, at ansøgere om international beskyttelse underbygger deres ansøgninger med alle relevante elementer  
• øge konvergensen i anerkendelsesprocenterne på tværs af medlemsstaterne og yderligere harmonisere kriterierne for tildeling af international beskyttelse
• skabe incitamenter til integration. 

Støttemodtagerne vil få: 

• et klart sæt minimumsoplysninger, der skal gives ved hjælp af en skabelon i et bilag til forordningen 
• hurtigere adgang til opholdstilladelser og kontinuitet mellem forlængelser
• styrkede rettigheder for uledsagede mindreårige 
• et klart sæt rettigheder og forpligtelser med hensyn til beskæftigelse, sociale ydelser, sundhedspleje, uddannelse, integration osv.

• Det opgraderede direktiv harmoniserer yderligere standarderne for bistand i hele EU og fastsætter forpligtelser for medlemsstaterne til at garantere disse standarder. Medlemsstaterne vil også være forpligtet til at udarbejde en beredskabsplan i tilfælde af, at der ankommer et uforholdsmæssigt stort antal asylansøgere. 
• Det styrker beskyttelsen af og garantierne for personer med særlige modtagelsesbehov, herunder børn. Der indføres også fleksibilitet og effektivitet i forvaltningen af modtagelsessystemerne sammen med øget integrationsstøtte til asylansøgere.  
• For at forhindre sekundære bevægelser vil medlemsstaterne ikke kunne tilbyde materielle modtagelsesforhold, når en ansøger befinder sig i en anden medlemsstat end den ansvarlige.  

 Harmonisering af standarder 

• De nye regler vil sikre passende standarder i hele EU ved at forpligte medlemsstaterne til at overveje Asylagenturets indikatorer og vejledning om modtagelse, sikre tilstrækkelig kapacitet og udarbejde beredskabsplaner.  

 Styrkede beskyttelser og garantier for asylansøgere 

• Vurderingen af specifikke modtagelsesbehov skal være afsluttet inden for 30 dage (i modsætning til en rimelig frist i den nuværende tekst), og ofre for tortur og vold skal have adgang til pleje så hurtigt som muligt.  
• Frihedsberøvelse bør ikke anvendes, hvis den bringer ansøgernes fysiske og mentale sundhed i fare. Børn bør som hovedregel ikke tilbageholdes og vil nyde godt af øget beskyttelse, herunder hurtigere adgang til uddannelse og udpegede repræsentanter for uledsagede mindreårige.  

 Øget fleksibilitet og integrationsprocedurer  

• De nye regler vil gøre det muligt for medlemsstaterne at fordele asylansøgere til indkvartering og til et geografisk område på en mere fleksibel måde og også give mulighed for at begrænse den frie bevægelighed. Asylansøgere vil få adgang til arbejdsmarkedet senest seks måneder efter, at deres ansøgning er registreret, og medlemsstaterne opfordres til at give tidligere adgang, navnlig til ansøgere, hvis ansøgninger sandsynligvis vil være velbegrundede. Medlemsstaterne skal sikre adgang til sprogundervisning, undervisning i medborgerkundskab eller erhvervsuddannelse. 

Medlemsstaterne vil drage fordel af mere fleksibilitet og flere muligheder for at organisere deres modtagelsessystemer på en passende og effektiv måde, og de vil være bedre forberedt, når deres asylsystemer kommer under pres. 

Asylansøgere, herunder mindreårige, vil nyde godt af en passende levestandard i alle medlemsstaterne sammen med hurtigere og styrkede beskyttelser og garantier samt adgang til arbejde og uddannelse. 

• De nye regler skaber en kollektiv og harmoniseret tilgang til genbosætning og indrejse af humanitære årsager med fælles procedurer. Dette vil gøre det muligt for EU at tale med én stemme og bidrage til at øge Unionens bidrag til international genbosætning.  

 Fælles politik og procedurer 

• Den nye lov indfører en ensartet procedure for genbosætning og indrejse af humanitære årsager, som mindsker de nuværende forskelle mellem de nationale praksisser og forbedrer effektiviteten. 
• Den indeholder planer om at udarbejde en toårig EU-plan, der skal vedtages af Rådet på grundlag af et forslag fra Kommissionen, samt bestemmelser om at informere Europa-Parlamentet i løbet af processen. Denne EU-plan vil fastsætte det samlede antal personer med behov for beskyttelse, som skal tilbydes indrejse i EU, og indeholde oplysninger om hvert enkelt EU-lands bidrag samt fastsætte geografiske prioriteter for EU vedrørende tredjelande, hvorfra indrejse skal finde sted. 

 Styrkede partnerskaber med lande uden for EU 

• EU-rammen vil bidrage til at styrke EU's partnerskaber med lande uden for EU, bl.a. ved at udvise global solidaritet med lande, der huser store flygtningebefolkninger. 
• Forordningen vil øge EU's bidrag til internationale initiativer vedrørende genbosætning og indrejse af humanitære årsager i synergi med andre landes forpligtelser.  

• EU-rammen udgør en klar ramme for genbosætning og indrejse af humanitære årsager i medlemsstaterne, indfører fælles procedurer og skaber større forudsigelighed og effektivitet i behandlingen af sager på stedet.  
• Medlemsstaternes frivillige indsats vil blive støttet af passende midler fra EU-budgettet.  
• Medlemsstaterne vil også kunne modtage flygtninge gennem genbosætningsordninger og humanitære indrejseordninger uden for EU-planen.

• EU-rammen bidrager til at øge antallet af sikre og lovlige adgangsveje til EU for de mest sårbare flygtninge.  
• For indrejse i overensstemmelse med EU-planen fastsætter rammen klare og harmoniserede procedurer, herunder tidsfrister og tilvejebringelse af oplysninger, for at øge gennemsigtigheden og forbedre procedurens effektivitet.