Skip to main content
Migration and Home Affairs
Nyhedsartikel22 November 2022Generaldirektoratet for Migration og Indre Anliggender

Hvordan en rapport om seksuelt misbrug af børn var med til at redde 140 børn

How a child sexual abuse report helped rescue 140 children

En rapport fra en onlinetjenesteudbyder førte for nylig til anholdelse af 46 pædofile i New Zealand og identifikation af over 100 mistænkte i hele EU. Det førte til, at mere end 140 børn i hele verden blev reddet fra seksuelt misbrug. Denne sag viser, hvordan bare én rapport kan gøre en forskel og redde hundredvis af børn fra seksuelt misbrug. Disse rapporter er ofte det eneste vindue til en situation med misbrug, som kan være svært at se, selv for dem der er tættest på et barn.

I 2019 rapporterede onlinetjenesteudbyderen om et stort antal personer, der brugte dens platform til at udveksle foruroligende billeder, bl.a. sadistisk seksuelt misbrug af spædbørn og børn. I kølvandet på denne rapport blev en international undersøgelse sat i gang, ledet af New Zealands indenrigsministerium. Undersøgelsen blev støttet af Europol, Interpol og retshåndhævende myndigheder fra Australien, Canada, Grækenland, Kroatien, Slovenien, Spanien, Tjekkiet, UK, Ungarn, USA og Østrig.

Som resultat af undersøgelsen blev der fundet 32 GB materiale med seksuelt misbrug af børn. Undersøgelsen indledte mere end 830 sager rundt om i verden. Et par af sagerne skilte sig ud som særligt foruroligende – to mistænkte fra Østrig og Ungarn misbrugte deres egne børn, som var henholdsvis seks og otte år gamle. Begge børn er nu i sikkerhed. En anden mistænkt fra Spanien var i besiddelse af og delte materiale med seksuelt misbrug af børn og havde også filmet nøgenvideoer og seksuelle videoer af voksne uden deres samtykke. Der er stadig mange undersøgelser i gang i hele EU.

Nye EU-regler mod seksuelt misbrug af børn

Desværre er det på trods af dette inspirerende eksempel ikke alle onlinetjenesteudbydere, der indsender sådanne rapporter. I maj 2022 foreslog Europa-Kommissionen en lov, der gør det obligatorisk for teknologivirksomheder at forebygge og opdage seksuelt misbrug af børn på deres platforme. Dette omfatter grooming, som er når seksualforbrydere opbygger et forhold til børn, så de kan manipulere, udnytte og misbruge dem.

EU's mål er at gøre denne lov til en realitet senest i august 2024. Hvis loven ikke vedtages inden da, vil den gældende EU-lovgivning udløbe, hvilket vil gøre det lettere for seksualforbrydere at misbruge børn uden konsekvenser.

Læs mere om, hvordan EU planlægger at stoppe seksuelt misbrug af børn.

Detaljer

Publikationsdato
22 November 2022
Forfatter
Generaldirektoratet for Migration og Indre Anliggender